Augustin: Den katolske kirkes leveregler
Den nordafrikanske kirkefader og filosof Augustin (354-430), skelner mellem det gode, som er lydighed mod Gud og kærlighed til Gud, og det onde, sorn er begæret, de tillokkelser, der drager legemet, dvs. det jordiske på den anden side. Det betyder – som det fremgår af uddraget fra hans berømte selvbiografi Bekendelser at ikke blot kødets lyst, men overhovedet al glæde ved det sansbare (fx. ved musikken) må forsages.
29. Alt mit håb står til din store miskundhed alene. Giv hvad du kræver, og kræv så, hvad du vil! Du kræver afholdenhed af os. »Og da jeg vidste,« er der en, der siger, »at ingen kan være afholdende, uden at Gud gør det muligt for ham, så var det allerede visdom at vide, hvem denne gave stammer fra« (Sml. Visd. 8.21). Ved afholdenhed bliver mennesket samlet og ført tilbage til den enhed, som vi forlod, da vi sank ned i verdens mangfoldighed. Thi den som elsker noget andet ved siden af dig, noget han ikke elsker for din skyld, han elsker dig for lidt. Åh, kærlighed, du som altid brænder og aldrig slukkes, tænd mig, kærlighed, min Gud! Du kræver afholdenhed. Giv hvad du kræver, og kræv så, hvad du vil!
33. De glæder, hørelsen kan give, havde fået et stærkt tag i mig og bøjede mig under deres åg. Men du har løst mig og frigjort mig. Jeg indrømmer, at jeg endnu finder tilfredsstillelse i de melodier, som dine ord giver liv og sjæl, når de synges med kunst af en fin stemme. Ikke således, at jeg helt fortaber mig i dem; for jeg kan rive mig løs, når jeg vil. Men sammen med indholdet, som giver melodierne liv, og som bevirker, at jeg lytter til dem, gør de også selv krav på en hædersplads i mit hjerte. Men jeg kan vanskeligt give dem en rimelig plads. Af og til forekommer det mig, at jeg giver dem større ære, end de bør have. Jeg mærker nok, at de hellige ord, nar de synges således, bevæger og opgløder vort sind til en endnu mere inderlig, brændende fromhed, end når de ikke bliver sunget på denne måde. Alle forskellige rørelser i vort sind har jo hver sin ejendommelige udtryksform i stemme og sang. Jeg ved ikke hvilket hemmeligt slægtskab, det kan skyldes. Men den sanselige glæde, som ikke bør få magt over sindet og dermed tage kraften fra det, den narrer mig mange gange. Følelsen følger ikke tanken sådan, at den finder sig i at komme til sidst. Men når den for tankens skyld har fået indpas, prøver den endog at komme foran og tage ledelsen. Således synder jeg her uden at mærke det; men bagefter føler jeg, at det er synd.
Men somme tider er jeg alt for ængstelig på vagt mod at blive narret på denne måde. Og så handler jeg forkert ved at være for streng, undertiden i den grad, at jeg skulle ønske at alle de herlige melodier, som Davids-salmerne synges til, blev fjernet ikke bare fra mine men fra hele kirkens ører. Da synes jeg biskop Athanasius af Aleksandria gjorde det på en mere betryggende måde, efter hvad jeg ofte mindes at have hørt om ham: Han lod den, der foredrog salmen, synge den med så lidt variation i tonehøjden, at den mere lignede tale end sang.
Alligevel, når jeg tænker på, hvordan jeg, i den første tid efter at jeg havde fundet tilbage til troen, lod tårerne strømme under sangen i din kirke, og hvordan jeg stadig bliver grebet, ikke af sangen, men af ordene, der synges, når de bliver fremført med klar stemme og passende tone, da indser jeg også den store værdi, som denne skik har.
Således vakler jeg mellem faren for nydelse og erfaringen om sangens gavnlige virkning. Men uden at ville hævde det som min uigenkaldelige mening, er jeg tilbøjelig til at anerkende den skik at synge i kirken. Det der tiltaler ørerne skal løfte de svage sind til andagt. Men når det sker, at jeg gribes mere af sangen end af det, der synges, da synder jeg og fortjener straf, det tilstår jeg. Og da ville jeg hellere ønske, at jeg ikke hørte på sangen.
Sådan er det med mig nu! Græd med mig og græd for mig, I som har så gode tanker i sindet, at det giver sig udtryk i handling, I andre, som ikke har det, bliver ikke bevæget af dette. Men du, åh Herre, min Gud, hør mig og se til mig! Se herhen, hav medynk med mig og læg mig! Under dine øjne er jeg blevet et spørgsmål for mig selv, og netop det er min svaghed.
     |
