Fra K. E. Løgstrup: “Etiske begreber og problemer”, s. 32-35
Det drejer sig om forholdet mellem den spontane livsytring og dens selviske skikkelse som vi gang på gang giver den. Jeg skal illustrere det med hvad jeg vil kalde forskellen mellem åben og forskudt tillid.
Tillid er tillid til hvad der måtte blive os forundt, hvad der måtte blive os til del. Men vi er nu engang besatte af vilje til erobring, og den tager tilliden i sin tjeneste, så vi nærer tillid til, hvad vi vil komme til at erobre. Det sker, at viljen til erobring viser sig stærkere end vor tillid, og det er ikke så mærkeligt, eftersom tilliden takket være dens retning og spontaneitet er ubeskyttet. Heller ikke er det mærkeligt, at tilliden forvanskes. Fra at være åbenhed i tale, handling og adfærd, der skyldes den umiddelbare forventning om, at de tages op som de er mente, og som er en forventning om at der tages imod os, sådan som vi nu engang er, bliver tilliden til en tillid til, at hvis vi bare kommer derhen hvor vor erobrervilje vil have os hen, har det hver gang været livet og al dets stræben, umage og kamp værd. Fra gang til gang står det til at begynde med og i mellemtiden hen i det uvisse, om livet var værd at leve, det kan altid kun afgøres bagefter. For hver gang får livet først tilkendt betydning og værd af hvad det blev brugt til at erobre. Det siger sig selv, at det truer tilliden som åbenhed. Undervejs i erobringen bliver det der går for sig imellem os bare til noget, der enten skal overstås, eller som sinker os, eller som kan bruges, i bedste fald bliver det et pusterum, et frikvarter. Tilliden forskydes fra det åbne til det der skal erobres.
Tilliden lader sig altså ikke udrydde, den er så sej, at man ligefrem skal af med livet for at blive af med tilliden. Og for at tale psykologisk mytisk, viljen til erobring er heller ikke interesseret i at skaffe sig af med tilliden. Uden tillid til det erobrede ville viljen miste al sin kraft. Den forskudte tillid har altså i højeste grad sit at yde erobrerviljen. Den giver nemlig viljen visheden om, at der ingen måde er med, hvad erobringen vil give os. Alt, simpelthen. Der er altså det grelleste misforhold mellem hvad det er vi vil erobre og den salighed som vi venter, at erobringen vil hensætte os i. Men det misforhold bringer tilliden i stand. Den er og bliver en tillid til hvad der undes os nu – som forskudt – en tillid til hvad erobringen vil lade os blive til del, og det er som sagt intet mindre end alt. Skaffede tilliden ikke den indbildning til veje, ville vor vilje til erobring opløses. Vor vilje er altså en vilje til erobring på den indbildning, som tilliden til det erobrede hilder os i. Til gengæld gør den af viljen forskudte tillid sit til, at det erobrede vil vise sig at være himlen på jord, viljen besat. Den bliver hensynsløs, den bliver ond. Ikke fordi det erobrede af indhold behøver at være ondt, det kan tværtimod være udmærket. Men uanset hvor storartet det er, som vi vil erobre, er viljen til det gjort ond af vor tillid til, hvad vi vil vinde ved det erobrede. Tilliden har gjort det vi vil erobre til vor afgud. Vi går over lig for at nå vore mål.
At det opnåede, det vundne, det udrettede er himlen på jord, viser sig at være et selvbedrag, hver gang. Et helt liv igennem har vi erfaret det, uden at have været i stand til at gennemskue vor erfaring. Den er på en mærkelig absolut måde forgæves. Eller præcisere sagt, teoretisk, livsfilosofisk, kan vi måske nok gennemskue selvbedraget, men klarheden er virkningsløs. Ikke i mindste måde formår vi at gøre alvor af den. Den lader sig ikke omsætte i vort liv, i vor praksis. Der er noget, den preller af på. Og det er på spontaneiteten i vor tillid til, hvad der undes os. Den lader sig ikke kue af nogen indsigt. Spontaneiteten i tilliden til, hvad vi vil opnå ved vore erobringer er så mægtig, at den er en tillid til, at det vil vise sig at være den rene og skære salighed. Når det vi vil vinde, udrette, opnå er vor afgud, er det takket være spontaneiteten i tilliden.
Jamen er det så ikke spontaneiteten, der er det onde? Nej, ond bliver tilliden og dens spontaneitet af den forskydning, som viljen til erobring bringer i stand, og hvormed den forvansker tilliden og dens spontaneitet. Fælles for den uforvanskede tillid som åbenhed og for den forvanskede tillid til, hvad vi opnår med vore erobringer, er det, at de begge er forventning. I tilliden som åbenhed forventer vi at blive os selv i den andens modtagelse af os. Åbenheden betyder, at vi lader den anden være med til at realisere os. I sin modtagelse af os tager han del i vor selvfuldbyrdelse. Når tilliden derimod forskydes, forventer jeg i og med det erobrede at opleve mig selv som den jeg ønsker at være. Det erobrede realiserer mig, det vil sige, det realiserer min drøm om mig selv. Men da det er mig selv, der med min kamp, min stræben, med mine krav til de andre, bringer mig derhen, hvor det er mit ønske og min drøm at være, står jeg selv for min selvrealisering. Dog – uden de andre kan jeg ikke fuldbyrde mit selv, men nu spiller de en anden rolle end – før, de er dem som jeg skubber til side og sammenligner mig med, de er dem, som jeg kæmper med og i hvis blik jeg spejler mig.
For så vidt som tilliden hører den menneskelige tilværelse til er den mulighed, men den er en altid realiseret mulighed. Alligevel er det vigtigt at fastholde, at den er mulighed, for så vidt som den altid er realiseret på een af to måder. De er indbyrdes uforenelige, og den ene lever på bekostning af den anden. Der ville ingen tillid være til det vi ønsker at erobre, og der ville ingen spontaneitet være til at gøre det til vor afgud, hvis der ingen tillid var som åbenhed. Åben er tilliden, som allerede nævnt, fordi den er en tillid til hvad der undes os, hvad der bliver os til del, og det er, primært, hvad andre under os og hvad andre lader os blive til del. Og det bliver det ved med at være, også i tilliden til, hvad erobringen vil betyde for os. Det viser sig i, at for den selvrealisering, som jeg i erobringen selv står for, er de andre lige så nødvendige som i den åbne tillid. Fra tilliden som åbenhed ved et menneske, at uden de andre er ingen menneskelig tilværelse mulig. Blot er de andre i den onde tillid til erobringen nødvendige til at sammenligne sig med, til at frygtes af, til at konkurrere med og slå ud. Der er altså ingen tilværelse uden i interdependens, blot virkeliggøres interdependensen på een af to måder, hvoraf den ene bliver til af en pervertering af den anden. Den onde tillid lever af den tillid, der er en godhed i menneskets tilværelse, den lever af en forskydning af den, og i den forskydning er de andre ikke nødvendige til at tage imod mig, men de er nødvendige til at spejle min erobring.
Erobringen er potentiel livsforagt. Ikke alene foragt for andres liv, men foragt for ens eget liv. Man går ud fra, at der ingen fast pris er på vort liv, den er i allerhøjeste grad svingende, og om prisen noteres højt eller lavt afhænger af de triumfer for os selv, som vi brugte livet til at vinde. Vi reducerer vort liv til middel og material for hvad vi selv vil opnå for os selv. Hver gang vi kom til kort, hver gang vor stræben blev en forsager, hver gang vi ikke fik udrettet, hvad vi havde sat os for, noterer vi prisen på vort liv lavt måske til nul. Deri består den potentielle livsforagt, og den viser, hvor besatte vi er af vort selvs triumfer.