Fundament(alist)
Skrevet til Måløv Sogns kirkeblad, december 2004
TV har for nylig skildret nogle uheldige huskøbere, der dels opdager, at det nykøbte hus mangler et fundament, dels at deres ejerskifte-forsikring ikke dækker denne triste mangel.
Ingen er i tvivl om vigtigheden af at have et godt fundament for sit hus. Men hvad når det gælder vores liv? Her ses det for tiden ikke som noget positivt at have et godt fundament. I hvert fald ikke, hvis man skal tro den mediestorm, der for tiden føres mod alle slags fundamentalister. "Fundamentalist" er nærmest blevet et skældsord, og i debatten ser man stadig oftere seriøse argumenter afvist med én eneste begrundelse: vedkommende er jo fundamentalist. Som om al videre modargumentation derved bliver unødvendig.
Ofte forbindes begrebet fundamentalisme med terror p.g.a. de grusomme terrorangreb, verden har oplevet de seneste år fra såkaldte islamiske fundamentalister. Men mange medier har også haft travlt med at finde "fundamentalister" i lille Danmark, herunder de kristne, der ser Bibelen som Guds ord og ønsker at tage den alvorligt.
Man har bl.a. set sig gal på de kristne friskoler, der vover at sætte spørgsmålstegn ved udviklingslæren. Når det handler om menneskets tilblivelse, skal man åbenbart tro på Darwin.
Et andet eksempel er en gruppe folkekirkepræster, der efter Grosbøll-sagen føler sig forfulgt af kirkens højrefløj og nærmest giver udtryk for, at "fundamentalisterne" er ved at kuppe folkekirken. For mig at se er "fundamentalisternes" eneste forseelse, at de er loyale overfor kirkens bekendelsesskrifter.
Fundamentalister skydes ofte i skoene at gå med skyklapper og ikke være åbne for dialog med folk, der har andre meninger. Jovist findes der sådanne fundamentalister. Ligesom den slags folk i lige så høj grad findes alle andre steder. Dette argument er måske endnu et forsøg på at lukke munden på "fundamentalisten", inden han kommer i gang. Men skal sådanne påstande forhindre en dialog med alle de "fundamentalister", der hjertens gerne vil diskutere deres synspunkter?
Det er vigtigt, at et hus har et godt fundament. Det er lige så vigtigt for et menneske at have et fundament for sit liv: noget man kan stole 112% på og tør basere sit liv på. Rodløshed er skidt, kan de fleste vel enes om. Men hvorfor fordømmer man så, at nogen gerne vil stå ved deres livsholdning? Kunne "fundamentalismen" ikke i stedet give inspiration til at formulere sin egen livsholdning? Så kender man også sit eget udgangspunkt - fundament - og er udrustet til en frugtbar dialog, i stedet for fortsat at dræbe enhver diskussion med stemplingen: "fundamentalist!!".
Her er mit udspil: Jeg tror på, at Bibelen er Guds ord til os mennesker; at Gud deri viser os sandheden og vejen til frelse. Det er mit livs fundament. Derved må jeg vel nok betragte mig selv som fundamentalist, men positivt: jeg har et fundament for mit liv; noget jeg stoler på og som står fast i en verden med konstant skiftende meninger.
Se også Manuel Vigilius' indlæg om mange af de samme aspekter på Giraffen.dk's propaganda.
|